tirsdag den 17. november 2009

2. December – dværgrådet.

Alle de 7 fordærvede dværge mødtes om det 11½ kantede egetræsfinerbord fra IKEA, der udgjorde den lusede dværghyttes primære inventar, og var stedet hvor alle større såvel som mindre og mellemstore og det der er derimellem beslutninger, blev taget. De var der alle syv, Frille der havde læst på den kedelige lektie, Plovmand der havde tømt ryggen og rejst et tårn i brunt, Snavpot skæv som en vindbøjtel, Ohshit med gas i tarmene, Vellysten liderlig som en brunstig hanhund bundet til nedløbsrøret udenfor en slagterbutik, Snorke der havde så meget søvn i øjnene at han kunne forme en guldkalv af det, og sidst og mindst Dumpet, som aldrig havde læst på den kedelige lektie.
Frille ringede som en spedalsk med klokken, og bød efter forskrifterne og protokollen velkommen med ordene ”Coke, coke, dværge på dope, samlet om gralen, forsvarer af amoralen, lad din røst lyde, og gift udspyde!”, de syv fordærvede dværge messede i kor ”Og misæren med os!”. Frille bad alle rejse sig og fremdrog af den store kiste Den kedelige lektie, hvorpå alle rejste sig, hvad de jo også var blevet bedt om. Frille rømmede sig og tog til orde, ”Den kedelige lektie skriver i Bogen til de syv fordærvede i dommedagsdalen, at se et tårn af lort på en bund af væde, skal forkynde at i øst en kejser af kvindens lænder er skedet! Fra tidernes morgen har været i vente, en der er mere kendte end de kendte, så kendt at man vil sværge ved hans navn, og så er man fløjt fisme kendt”. Dværgene satte sig ned og Snavpot lod sin allestedsnærværende porcelænsbon, med motiver fra udflugtesmålet Tolne Gravhøje, hvile et øjeblik, og sagde ”Vi må pakke sydfrugterne, andre nødvendige frugter, kejseren værdige gaver og drage mod krybben, som den kedelige lektie foreskriver!”, de seks andre dværge rystede ivrigt på hovedet mens de slog knæene sammen i takt, en kendt gestus blandt fordærvede mytiske dværge, når de er enige med den som fører ordet, også kaldet en ordfører, ikke at forveksle med en ordforfører, som en noget ganske andet og lummert.

3 kommentarer:

  1. Kan næsten ikke vente til i morgen på næste afsnit :-)

    Vibeke

    SvarSlet
  2. Der er bare at stille sig op i kø til næste dag, det er rendyrket østblok!!!

    SvarSlet
  3. Klasse, jesper!

    Kh
    grev Schack

    SvarSlet