tirsdag den 17. november 2009

3. December – den store beslutning.



Efter mange lange uendeligt kedelige timers diskussion, ævl, kævl og ikke ringe ordstrid, var de 7 fordærvede dværge om det 11½ kantede egetræsfinerbord ikke kommet nogen steder af betydning i dagsordenen, primært havde man skamreddet sine individuelle kæpheste, blandt kendere benævnt kæphestologi, der kort går ud på at præsentere gamle forstokkede og forkvaklede koncepter i ny forklædning i en uendelighed, samt taget enhver ledig tangent ud af emnet og ind på mere interessante emner, for helt ærligt, hvad fedt er der lige ved en lang pilgrimsrejse over stok og sten og asfalt for religionens skyld, når man kan sidde i sin hytte og ryge jordfed på et hul i jorden så dybt, at man kan bruge varmen direkte fra jordens indre til at vedligeholde gløden.
Men for at komme videre i teksten, slog Frille et slag i bordet, og udbrød hvad der senere skulle vise sig at være en ligegyldig bemærkning for den øvrige historie, som han efterfølgende fulgte op på med ordene ”Den kedelige lektie har talt, vi vil drage af sted, og bringe gaver af en passende værdi, eller hvad gavekassen nu engang dikterer man giver til nyfødte kejsere, frelsere og potentielle verdensherredømmetyraner.” Ohshit hev fluks frem fra sin lomme en monstrøs portmonee, og åbnede dens indre ved at messe "Op, op, op dit svin, eller du bliver gydeligt til grin!" og ud af det sorte dybe hul fløj et møl og en støvkugle, hvorpå Ohshit udbrød "Men hvad skal det hjælpe, når jeg nu er flad som batterier i nyt legetøj juleaften. Plovmand klødede sig i nakken og sagde "Jamen så er der vel ikke anden udvej end at vi må ligge den af", det var Dumpet imidlertid ikke meget for, da han havde prøvet det alt for mange gange, og som han sagde, så haltede man jo i flere uger efter. Frille rakte beroligende begge hænder ud mod den lille fesne forsamling og sagde "Fat mod, ro og hvile mine kære små, ingen grund til gråd, eller bekymring, så sandt som jeg er Frille skal vi ikke komme tomhændet, og ej heller Dumpet haltende, således har vi jo den årlige offergave, som vi jo med fordel kunne bruge af." Den årlige offergave er de penge du og jeg betaler til skattefar under rubrik 645 på skatteopgørelsen, som vi jo alle ved har 832,5 rubrikker i alt, hvilket med løs hovedregning er 666 plus moms, altså af det onde. Denne rubrik dækker over hemmelig aftale mellem nogle kommunister og SKAT, hvor man hvert år donerer en let sum til De Syv Fordærvede Dværge, for at holde dem i deres dimension af virkeligheden.
De øvrige seks fordærvede så fortrøstningsfulde ud, eller i hvert fald fulde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar