15. December - Smølf vs. Dværg (julekalenderens ækvivalens til Alien vs. Predator)

Dværgene gik langsomt afsted i deres egne tanker, der i dagens anledning kredsede om målet for deres odyssé, da de i vejkanten blev vinket ind til siden af en suspekt udseende mandsperson. Han introducerede sig som Gargamel og bad dem hilse pænt på hans ondsindede sataniske sidekick af et skodvæsen, katten Azrael. "Hvad bringer 7 så fordærvede dværge hid?", Frille tog ordet og svarede "Plovmand fik spule røven, og den kedelige lektie foreskriver et eller andet i retning af at det skulle betyde et nyt herredømmeoverhoved er født!", Gargamel så desorienteret ud, han var som troldmand af den opfattelse at hvis nogen skulle have herredømme, skulle det være ham, men desorientering til side, kastede han sig ud i en længere samtale med Frille om betydningen af fænomener inkluderende fæces, fækalier og helt ordinær tyndskid. Efter en længere akademisk udredning to nørder imellem, fremsatte Gargamel sin egentlige årsag tilat han havde stoppet den lille delegation. "I er fordærvede, og så er jeg, og vi forhutlede fordærvede syge væsener må stå samme, jeg tænker i måske kunne hjælpe mig med et lille problem?". Frille der lod sig besnære af Gargamels tale, var ikke sen til at gå ind på udfordringen og slå til, eller hvordan det nu burde skrives på flydende dansk. "Men hvad består problemet i, Hr. Gargamel?". Gargamel så skummel ud "Bag disse høje huserer et lille blå, fesent folkefærd kaldet Smølfer, som er så fucking nævenyttige, at det får spejdere, DFere og selvfede royale til at ligne discountkopier, tillæg der et sygeligt svineheld, som er eneste årsag til at jeg og Azrael ikke endnui har elimineret dem fra dalens overflade. Ohshit, der tiltider var en anelse krigerisk, for frem fra rækkerne og brølede "Lad komme små blå fesne væsner, hvad komme vil, og jeg skal personligt ommøblerer der ynkelige kroppe til levende rygeagregater!". Frille opfordrede til lige at tage den med ro et øjeblik, men var ellers stort set enig i Ohshits tilgang, og efter en kort huddle, marcherede de 7 afsted over højene i strækmarch, som en nynazist i livgarden.

Da de syv fordærvede rundede den sidste høj, mødte der dem et syn som fik rygerlungerne hos de fleste til at løbe i vand, for her var hallucinationer af den fede slags, en masse blå væsener, en enkelt rød, og alle boede de i huse af svampe, Frille blæste morbidt voldsomt i dommedalsbasunen, og de 7 fordærvede styrtede frem med hævede joints.

Den første smølf de mødte, Dydigsmølf, en farisær af en tegneseriefigur, der ikke kendte til last, snyd, fedt eller løgn, blev mejet noget så grundigt i jorden af snorke, som klaskede ham ned med sin pude, som han i dagens anledning havde udstoppet med 11 hestesko, en fortovsflise og en dukkelise. Ohshit løb derpå Gammelsmølf over ende, hvad der vel næppe kan kaldes en bedrift, at nakke gamle gangsbesværede efterlønsnasserøve er mere et udtryk for samfundssind og økonomisk fornuft, end egentlig heltemod.

De syv fordærvede dværge, mødte nu det første reelle forsøg på modstand, fra Hidsigsmølf der hidsede sig op, Snavpot fes ham i hovedet, og bad ham derpå tage noget beroligende, men inden prutten havde lagt sig og Hidsigsmølf havde forstået situationen, åbnede Snavpot gabte på ham og kvalte ham med asken fra en kæmpe jordfed de havde røget til mrogenmad.

Bagesmølf kom forbavset ud af sin svamp af en hytte med et fad boller i hånden, Dumpet, der var vågnet til dåd, proppede alle bollerne ned i halsen på ham, og knaldede ham derefter med kanten af bradepanden lige i tissefættervedhænget, så eftertrykkeligt, at de delte sig fra 2 i 4, og Bagesmølf var både bogstavlig talt og i overført betydning ukampdygtig.

De øvrige smølfer løb alt hvad der lodne små blå ben kunne, og gemte sig bag lås, slå og en stor ståldør i Bondesmølfs lade.

De syv fordærvede omringede laden, og Vellysten foreslog at de skulle ryge dem ud, og hvis der er noget de syv dværge kan, er det at ryge, så forslaget blev end og særdeles vel modtaget. Plovmand satte en kæmpe klump fast på den ene side af ladens væg, medens de øvrige syv borede et hul i den modsatte væk, hvori de monterede en støvslugerslange. Plovmand satte ild til gløden, og Frille, Ohshit og Vellysten sugede på en gang det bedste de havde lært, og inden længe, flød røgen ud som sceneudsmykning til en metalkoncert i 80erne, og ikke blot Vellysten, men alle dværge, blev vellystene derved, for en smølfebon har en skøn bismag af svamp. Efter at klumpen var røget færdig, var ladens indhold af klamme blå smølfer og en overvægtig afdanket Johnny Reimar, så skæøve, at Ohshit, hvis fødselsdag det iøvrigt var, uden de store problemer, kunne ondulerer dem en for en med en stram guitarstreng.

De Syv havde endt deres blodrus, og vandrede op over højen og forbi Gargamel, og Frille sagde henkastet "Kan ikke forstå hvad problemet var, men kan du ikke sætte den rotte af klam ådselsæder af en kat, til at rydde lidt op". Gargamel stod med åben mund, bukser (han skulle jo lave et eller andet i det her afsnit, mjedens de andre slåssede) og polypper, mens de syv forsvandt i horisonten, syngende "We are poor lonesome dwarfs".