tirsdag den 22. december 2009

22. December - Ankomst til Jerusalem (ik' det ny, men det gamle, det ny kommer senere)

De kære Fordærvede Dværge fra Dommedagsdalen, var nået til det forjættede land, og vandrede nu mod Jerusalems stad, eller det vil sige, de var blevet en smule trætte i pudselankerne, og havde overfaldet en handelkaravane og stjålet deres trældyrs føl, for som der står skrevet i den Kedelige Lektie, "Og se de skal ridde mod den gyldne stad på 7 gange 7 gange tilgivne trælledyrs efterladenskaber alias avl." Op mod Jerusalem blev de mødt af en stor folkemængde, der uden egentlig at vide hvorfor, hyldede dem ved at skærer toppen af kaktusser og sprede dem på vejen, med det til følge at de kære trældyrsføl, også kendt som æsler, fik blodige hove og skryddede af smerte, for hvad er en julekalender uden en solid gang dyremishandling.
Ved indgangen til Jerusalem stødte de ind i en tolder der sad og opkrævede uhyrlige skatter, hvad enhver der opkræver skat jo gør, fordi al skat er uhyrlig og utilstedelig. Frille sagde til ham "tag alle pengene og guldet og følg OS!". Tolderen gjorde som så, og de red in i staden, hvor de stødte på Hbib Al Damanas, som var tourguide i den gyldne stad. "Skulle det være noget med en rundtur til de mest kendte seværdigheder?", den var dværgene med på, for at lege japansk turist er ikke nogen bad deal.
Den første seværdighed de besøgte var grædemuren, hvor der var fyldt med grædemænd og koner, som stod og pressede e-mails til Gud ind i en mur, og ventede på Kristi komme. Plovmand løb ind på pladsen og hev et par af tudefjæsne i krøllerne, så han kunne få noget at tude over. Frille irettesatte ham, og sagde at man ikke skulle forstyrer folk i deres vildfarelse.
Næste seværdighed, var den knap så kendte grinemur, hvor en ordentlig røvfuld Hare Krishna stod og grinede af en mur, mens de skrev vittigheder på et papir og pressede dem ind i muren. Snavpot fandt sympati for de lallende, harmonika og cymbelspillende hippier, indtil han opdagede at de mente det alvorligt og ikke ejede selvironi, endvidere erfarede han udfra en lille pamflet de uddelte, at de var fredelige ikke voldelige religiøst troende mennesker, som hellere ville dø end selv gribe til våben. Det gav Snavpot bogstavligt blod på tanden, og han foreslog de andre at man forsøgte at skabe grædemur nummer to, men igen greb Frille ind og afværgede et Hare Krishna blodbad, for som Frille sagde "Man slår jo ikke på nogen der ligner barberede gøltrolde!".
Sidste seværdighed på turen var Golgata, men guiden så ikke nogen pointe i at vise den frem, da den endnu blot var en stor knold uden historisk betydning.
De besluttede sig derfor, for at få en lille bid brød, et skud tobak og en røvfuld vin, det viste sig imidlertid at det ikke var til at opdrive alkohol i Jerusalem, der var kun brønde og kar med vand, hvor er der et mirakel når man mangler det.
De besluttede sig derfor til at få lidt kørselsvejledning til den bosættelse hvor man måtte antage at den nye verdensleder skulle fødes, og gik derfor ind på et turistkontor, og fik et kort med en udførlig rutebeskrivelse til den ulovlige bosættelse i Betlehem, samt strenge instrukser om ikke at synge og spille trompet hvis de kom i nærheden af Jericho.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar